Overgreb i barndommen: hvad de efterlader, og hvordan helingen begynder

I nogle år har det hyppigste tema i mine sessioner ikke været magi. Det har været barndommen. Mennesker i alle aldre siger det samme med lav stemme: ‘jeg voksede op med slag’ eller ‘hjemme talte man grimt til mig’ — altså fysisk vold eller følelsesmæssige overgreb. Mange ved ikke længere, at det kaldes overgreb — sådan foregik ‘opdragelsen’ i mange hjem. Jeg svarer direkte og nænsomt: energien fra de oplevelser er stadig i dig, selv om årtier er gået. Det lille barn absorberer energierne fra det miljø, det lever i, for at overleve, og det, som ikke blev bearbejdet dengang, bliver til frygt i kroppen, programmer om ‘jeg fortjener det ikke’, skam og skyld.

Den gode nyhed, som jeg vil have dig til at huske fra første linje: det kan heles. Ikke natten over, men det kan det. Jeg voksede op i et hjem med daglig vold mellem forældrene, så jeg ved, hvad jeg taler om: jeg har bevæget mig ned i disse områder i årevis og fjerner stadig lag, og i nogle år har jeg også fulgt andre — med frigørelser, meditationer og opstillinger.

Hvad overgreb i barndommen betyder — og hvorfor du ikke altid ser dem

Følelsesmæssige og fysiske overgreb har hver to sider, hvoraf den ene er næsten usynlig. Den første er velkendt — slag, ydmygelse og grimme ord. Den anden er det, forælderen ikke gør: ser dig ikke, hører dig ikke og svarer ikke på følelsesmæssige behov; denne forsømmelse, som også beskrives i bogen om den følelsesmæssigt fraværende mor, jeg arbejder ud fra, kan være lige så ødelæggende som aktive overgreb. Udefra ser alt godt ud, men barnet får ikke netop det nødvendige: kærlighed og tilstedeværelse.

En enkel forskel: en svær dag, et grimt ord — én gang er én gang. Overgreb er noget systematisk, dag efter dag. Mange forældre vidste ikke, hvordan de kunne gøre det bedre — ingen lærte dem at være forældre — men forståelsen gør det ikke i orden.

Og barnet absorberer også volden i hjemmet mellem forældrene, selv om ingen slog barnet selv. Mange bærer energien fra volden i barndomshjemmet i kroppen uden at vide, hvorfor de er bange eller stivner, når stemmen hæves.

Følger af overgreb i barndommen: det, som bliver i dig

Programmerne om ‘jeg fortjener det ikke’

Overgrebene stopper ikke, når de stopper: de installerer programmer. Her er dem, jeg oftest sender tilbage i frigørelser:

• »Jeg fortjener det ikke, jeg er intet værd, jeg fortjener ikke kærlighed, jeg er ikke nok.«
• »Jeg er et problem. Jeg fortjener straf. Jeg lever konstant i frygt.«
• »Jeg skal klare mig selv, uanset hvor meget jeg lider.«
• »Jeg må ikke sige nej. Jeg må ikke forsvare mig. Jeg må ikke sige, hvad jeg føler.«
• »Min værdi afhænger af mine præstationer.«

Det er ikke din sandhed, men programmer installeret i frygt. Den første frigørelse kommer, når du opdager, at det ikke er dit, og nægter at tage det på dig længere.

Frygten, som ikke slukkes

Mange af os, der har udholdt følelsesmæssige overgreb eller vold, lever med konstant frygt i baggrunden, og i svære tilfælde taler vi om rædsel — et ord, kun den, som har mærket den, forstår. Som barn aflæste jeg på min mors ansigt alt, hvad hun tænkte, for på forhånd at vide, hvad der ville ske; derfor er mange voksne fra svære barndomme overordentligt gode empater — empatien var engang et overlevelsesværktøj. Langvarig frygt efterlader ofte symptomer på kompleks posttraumatisk stress — og her siger jeg utvetydigt: gå til en psykoterapeut. Det er fundamentet.

Skam, skyld og værdighed

Den enkleste formulering: overgreb betyder ydmygelse, skam og skyld — og angriber værdigheden. Latterliggørelse skaber skam, sammenligninger (‘din klassekammerat fik 10, du kunne have gjort mere’) skaber manglende tillid, og bebrejdelser for behov lærer dig ikke at bede om noget: hverken hjælp eller kærlighed. Et barn bygger identitet ved at blive set af forælderen; hvis forælderen ikke ser dig, bliver der et hul i identiteten og selvtilliden.

Hvad kroppen gør med de modtagne følelser

Følelserne, som ikke blev grædt ud dengang, blev i kroppen:

• Følelsesmæssig spisning. Vi spiser for at dæmpe følelser og ‘jordforbinde’ os. Jeg havde også 30 kilo ekstra ved siden af et giftigt menneske — de var beskyttelse og trøst, ikke grådighed.
• Arbejde uden ophør. ‘Jeg fortjener ikke at leve, hvis jeg ikke arbejder’, ‘jeg fortjener ikke hvile’ — klassiske programmer hos børn, som blev slået; jeg har dem også.
• Perfektionisme. Det er ikke en kvalitet, men traumeskabt selvsabotage.
• Afhængighedsadfærd — alt, du bruger for ikke at føle. Bag den søger du reparation fra barndommen; alt er gentagelse af de første syv år.

I relationer og livet

Den, som ikke blev set som barn, står tilbage med en indre tomhed og sult efter kærlighed: du kaster dig for hurtigt ind i forhold eller tiltrækker mennesker, som bruger din gave til at give. Tilknytningen kan være undgående, ængstelig eller kaotisk, og mange bærer følelsen af at være ‘det sorte får’. Hvis en forælder havde narcissistisk adfærd, gentages mønstrene i relationer, til du arbejder med dem — det har jeg skrevet om i artiklen om narcissisme og giftig adfærd.

Og den anden side: svære barndomme kommer også med gaver — du er mere følsom, empatisk og stærk, end du tror. Såret var virkeligt, men gaverne er dine.

Sådan ser rensning på dette tema ud

Når du begynder at arbejde med energien fra slag og overgreb, frigør kroppen: gab, bøvser, tårer, pludselig kulde og svimmelhed. Hos mig mærkede jeg energien fra slag i maven; andre mærker den i hovedet eller hjertet. Det er normalt: derefter følger lettelsen.

To almindelige tegn: hvis du ikke mærker noget, er du nogle gange så ‘støbt i beton’ af traumet, at du ikke tillader dig at føle — med tiden åbner kroppen sig. Og hvis du ikke husker barndommen, har psyken lukket hukommelsen for at beskytte dig; minderne vender tilbage, efterhånden som du arbejder, i dit eget tempo.

Og en fornuftig regel: hvis fysiske symptomer eller tilstande ikke går over, så gå til lægen — energetisk arbejde går hånd i hånd med helbredsomsorg, ikke i stedet for den.

Jeg køber PDF-guiden til frigørelser om slag og overgreb →

Sådan begynder helingen: den vej, jeg bruger

1. Gå også til en psykoterapeut

Det er første skridt, fordi jeg selv gjorde det. Frigørelser renser energien, men der er områder, du ikke går ind i alene — terapeuten holder og skubber dig netop, når du ikke længere vil ind i det rum. Barndomstraumer, især med posttraumatisk stress, bearbejdes i psykoterapi, og de sværeste sår kun individuelt med en specialist. Jeg kombinerede selv terapi og frigørelser.

2. Frigørelserne på salt

Rensning på salt er meget stærkere end formuleringer kun i tankerne. Du behøver et kilo groft salt på gulvet, som du placerer dine bare fødder på. Hav et tæppe ved dig: når traumerne kommer ud, bliver det koldt. Luk øjnene og lad energien flyde:

»Jeg sætter intentionen om at rense mig. Jeg beder al energien fra slag komme ud af mig.«

Sig formuleringerne højt og skub energien ud — det handler ikke kun om ord, men om det, du mærker i kroppen og lader gå. Hvis en formulering er for svær, så tving den ikke: ét lag går nu, et andet næste gang.

3. Send det tilbage, som ikke er dit

Grundformlen, jeg bruger i frigørelser om slag, er:

»Jeg sender overbevisningen om, at [jeg ikke fortjener / jeg skal tie for at bevare kærligheden / jeg ikke må sige nej — det, du mærker], tilbage til kilden og programmerer mit energifelt til ikke længere at acceptere sådan noget.«

Nogle formuleringer om temaet, som du tilpasser til din situation:

• »Kære mor / kære far, jeg giver dig al den energi fra slag, jeg absorberede, tilbage.«
• »Kære forældre, jeg lader jeres konflikter blive hos jer. Jeg står ikke længere mellem jer.«
• »Jeg ophæver alle slag modtaget i barndommen og omskriver båndet.«

Hvis dine forældre ikke længere lever, fungerer frigørelserne stadig: energien er i dig. Og af erfaring: hvor der var kærlighed, er rensningen lettere; sværest at reparere er kolde overgreb uden kærlighed.

4. Det indre barn

Luk øjnene og gå i fantasien til barnet, du var. Hvis det fører dig til et svært øjeblik, så tag barnet derfra og sig: »Det er forbi.« Underbevidstheden ved ikke altid, at det er slut — derfor laver vi frigørelser. Tag derefter barnet i armene, hvis det tillader dig:

»Du er ikke alene. Jeg er her med dig. Fra nu af lærer jeg ikke længere at blive slået. Indtil nu bar du det, men fra nu af bærer jeg det. Jeg er både mor og far for dig.«

Lad derefter alt, barnet føler, komme ud af kroppen. I er et hold — og når relationen udvikles, begynder den indre tomhed at forsvinde. Øvelser trin for trin findes i artiklen om heling af det indre barn, og nogle ting kommer lettere ud gennem tegning — jeg arbejder meget med neurografik.

5. Sjælsfragmenterne

I meget svære øjeblikke ‘deler’ barnets psyke sig for at overleve — derfor så nogle deres barndom udefra. Alle disse sjælsfragmenter kan bringes tilbage dagligt og enkelt:

»Jeg beder alle sjælsfragmenter mistet under slag komme tilbage til mig, her i mit hjerte.«

Det vigtige er ikke, hvor længe du arbejder hver gang: det er dagligt og lidt — sådan bevæger energien sig.

6. Tilgivelsen — først efter rensningen

I spiritualiteten findes en skadelig idé: ‘tilgiv, og så er det slut’. Tilgivelse for tidligt, før bearbejdning og rensning, er som at drysse flormelis over et urenset sår og lade, som om det er chokolade. Først fjerner du energien fra kroppen i lag. Først derefter kommer tilgivelsen af sig selv fra et rent sted. To ting om ægte tilgivelse:

• Tilgivelsen begynder med dig. Den første fred slutter du med din sjæl — fordi den blev født i den familie og oplevede det, den oplevede. Tilgiv barnet, som troede, det var dets skyld.
• At tilgive er ikke at retfærdiggøre. Du kan tilgive og samtidig bevare grænser eller afstand til nogen, som stadig gør dig ondt. Når jeg tier for at bevare kærligheden, svigter jeg mig selv.

Jeg arbejder også med sjælskontrakter: »Mor, vi havde en kontrakt — du skulle såre mig, så jeg lærte at vælge mig selv. Jeg ophæver kontrakten.« Så beder jeg om gaverne fra oplevelserne: styrke, empati, mod. Hvis du behøver støtte, har jeg skrevet en bøn om tilgivelse og frigørelse, og slægtens sår bearbejdes fint i familieopstillinger — jeg forbereder en artikel om hvad familieopstillinger er, og hvordan de fungerer.

Og for jer, som er forældre nu: du behøver ikke være perfekt, men god nok.

Jeg begynder videokurset Heling af det indre barn →

Mine materialer om emnet

Alle frigørelser om slag, vold og fysiske overgreb har jeg samlet i PDF-guiden til frigørelser om slag. Der findes også frigørelserne til heling af det indre barn, og alt mit frigørelsesmateriale findes i samlingen af frigørelser.

Ofte stillede spørgsmål om overgreb i barndommen

Kan man hele efter overgreb?

Ja. Jeg bagatelliserer ikke såret, men har set for mange helinger til, at du skulle tro andet. Heling er langvarigt arbejde — psykoterapi, frigørelser i lag og kærlighed til det indre barn — og den indre tomhed forsvinder. Jeg siger det af egen erfaring: ikke på én dag, men den forsvinder.

Mine forældre lever ikke længere. Giver arbejdet stadig mening?

Ja. Energien er i dig: formuleringer til forældrene virker også efter deres bortgang, og deres sjæle findes stadig.

Jeg husker næsten intet fra barndommen. Hvorfor?

Ofte er blokeret hukommelse netop et tegn på traume: psyken lukkede døren for at beskytte dig. Når du arbejder med dig selv, vender minderne tilbage — kun så meget, du kan bære ad gangen.

Skal jeg tilgive mine forældre for at hele?

Tilgivelse hjælper helingen, men kommer ved rensningens slutning, ikke begyndelsen: tvunget for tidligt er den blot et smukt lag over et åbent sår. Først fjerner du energien, så tilgiver du — og tilgivelse betyder hverken at sige, at det var i orden, eller blive, hvor du såres.

Hvorfor gå til psykoterapeut, hvis jeg også laver frigørelser?

Fordi de arbejder sammen: frigørelser renser energifeltet, psykoterapi holder dig i hånden i områder, du ikke ville gå ind i alene — og en svær barndom har mange. Jeg har selv kombineret dem i årevis.

Hvis du er nået hertil, er en del af dig allerede på vej. Vær nænsom med den. Du bærer ingen skyld for det, som skete i barndommen — og har al kraften til heling. Arbejd lidt hver dag og omgiv dig med gode mennesker: løsningen, som altid virker, er stadig kærlighed — at elske dig selv og stole på Gud. Kys herfra, og jeg glæder mig til at se dig i mine liveudsendelser.

Kilder

• Verdenssundhedsorganisationen — „Child maltreatment”