Ielele er de mest berømte kvindelige ånder i rumænsk folketro: smukke jomfruer, klædt i hvidt, der danser i store kredse på markerne, ved vejkryds og ved vandet på helligdagsnætter. Deres sang er fortryllelse, deres blik fare, deres dansekreds — synlig om morgenen som en ring af nedtrykt græs.
Hvem ‘falder’ i ieleles hænder?
Traditionen siger, at ielele ‘tager’ dem, der ser dem danse og ikke holder sig væk: personen kommer hjem ‘taget af iele’ — ude af sig selv, ler eller græder uafbrudt, nogle gange med ‘en sygdom, man ikke kan nævne’. Andre gange er straffen mindre: en lammelse, en smerte, der kommer og går, ‘børns gråd’ i søvne.
Ieleles steder
- grænserne mellem landsbyer (deraf ‘a hotărî’ — at stå ved grænsen, mellem verdener);
- vejkrydsene — de tre veje;
- kløfterne og slugterne, de tørre huler;
- de forladte brønde og ‘kilderne, der synger’;
- de ‘øde’ sletter på nætter med fuldmåne.
Den, der passerer sådanne steder om natten, ‘beder om tilgivelse’ hviskende eller siger en kort bøn — ingen fløjter eller synger der.
Traditionelle værn
- hvidløg — i bæltet, i huen, ved vinduet;
- salt — en knivspids i lommen;
- den røde knyttede mărțișor indtil Sânziene;
- korsets tegn og salme 90 — det ‘våben’, kirken også anerkender;
- ikke at fortælle hvad man har set om natten — før om morgenen.
Iele, Sânziene, Zâne — de kvindelige ånders familie
Sânzienele (milde, én gang om året), ielele (lunefulde, hele sommeren), Zânele (skovens gavmilde jomfruer), Vâlvele (skattenes og dyrenes herskerinder) — en hel ‘familie’ af kvindelige kræfter, der kun beder om én ting: respekt. Landsbyens verden kendte både frygten for dem og deres skønhed — og lærte at gå gennem natten med basilikum ved brystet og bøn på læberne.
Ofte stillede spørgsmål
‘Taget af iele’ — hvad betyder det medicinsk? Folketroen beskriver symptomer på hysterisk psykose eller epilepsi — sygdomme, som engang ikke blev forstået og blev forklaret med magi. Den gamle kur var også rituel (en besværgelse ‘mod iele’ hos den gamle kvinde); den moderne behandling er medicinsk — og bøn forbliver støtte, ikke en erstatning.
Hvorfor siger man ikke ‘iele’ om aftenen? Af respekt: navnet udtalt om natten ‘kalder på dem’. Traditionen bruger omskrivninger: ‘de smukke’, ‘de hvide’, ‘dem på den anden side af grænsen’.