Hvorfor læser man Salme 136?
Salme 136 giver stemme til hjemve, eksil og sorgen over at miste kendte omgivelser. Dens klagesang over Zion er dybt smertefuld; de voldsomme billeder i slutningen kræver omhyggelig fortolkning, ikke en invitation til hævn.
Du kan læse denne salme, når du står i en lignende situation, eller som en del af din regelmæssige læsning af Salmernes Bog. Forklaringen tager udgangspunkt i salmens budskab; den er ikke forbeholdt ét bestemt behov.
»Ved Babylons flod sad vi dér...« — sådan begynder Salme 136, et værk på 9 vers fra den 19. kathisma. Salmernes Bog læses i den ortodokse kirke ved hver gudstjeneste, og denne salme har sin plads i bønnens orden.
Teksten til Salme 136
1. Ved Babylons flod sad vi og græd, når vi mindedes Zion.
2. På pilene midt iblandt dem hængte vi vore harper.
3. For dér bad de, som havde gjort os til slaver, os om en sang og sagde: »Syng nogle af Zions sange for os!«
4. Hvordan skal vi synge Herrens sang i et fremmed land?
5. Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem, lad da min højre hånd blive glemt!
6. Lad min tunge klæbe til min hals, hvis jeg ikke mindes dig, hvis jeg ikke sætter Jerusalem først som begyndelsen på min glæde.
7. Husk, Herre, Edoms sønner på dagen for Jerusalems ødelæggelse, da de sagde: »Riv den ned, riv den ned helt til dens grundvolde!«
8. Babylons datter, du elendige! Lykkelig er den, der gengælder dig den gerning, du gjorde mod os.
9. Lykkelig er den, der griber dine spædbørn og slår dem mod stenen.
Hvornår læses Salme 136?
- I fangenskab og hjemve — læses i fastetider.
- Ved slutningen af hver salme tilføjer traditionen: »Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evighedernes evighed. Amen«.
De tilstødende salmer
Nummereringen følger den ortodokse psalter (Septuaginta). Den samme salme kan have et andet nummer i andre bibeludgaver.