Den tredje nat efter fødslen stilles der i moderens værelse på bordet brød, salt, vin, et lys og nogle hampetråde — og moderen sover med ét øje lukket og ét åbent. Det er Ursitoarele der kommer ‘på vinden’ for at spinde barnets livstråd: det, de bestemmer, bliver dets skæbne.
Hvem er de tre Ursitoare?
Den første spinder livstråden (hvor lang den bliver), den anden måler (hvilke prøvelser den indebærer), den tredje klipper (hvornår og hvordan den slutter). Nogle varianter kalder dem ‘de hvide Ursitoare’ eller lader dem adlyde Gud; andre lader dem være ‘vilde’, i skove og på broer. Fælles for alle er: skæbnen spindes kun én gang — og kan kun løsnes igen gennem en ‘betaling’, der udføres på rette vis.
Bordritualet (urdia)
- bordet stilles mod øst, med brød, salt, vin, vand og æbler;
- der holdes ‘lukket’ et stykke tid — værelset forbliver roligt, uden musik og skænderier;
- den gamle kvinde siger velkomstformlen: ‘Velkommen, Ursitoare’;
- om morgenen gives det, der er blevet ‘berørt’, som almisse eller kastes i rindende vand;
- ingen ‘praler’ af den modtagne gave — en skæbnebestemmelse, der holdes hemmelig, virker bedre.
Hvilke gaver giver de (og hvad beder de om)?
De gode gaver: sundhed, held, ‘en barmhjertig hånd’, skønhed, ‘en ægtemand fra Gud’. Den ‘krævede’ gave: Ursitoarele kan bede om ro, respekt for de døde, at man ‘ikke tager fat i barnets hoved’. Familier, der ikke har dækket bordet, risikerer ifølge traditionen ‘dårlige’ skæbnebestemmelser — derfor bedstemødrenes omhyggelige omsorg.
Ursitoare, moirer, parcer — samme tråd
Grækerne havde moirerne, romerne parcerne, slaverne rodaniterne, og rumænerne Ursitoarele — fra verbet a ura, ‘at ønske (en velsignelse)’. Strukturen er identisk: tre kvinder, én tråd, én skæbne. Kristendommen fordrev dem ikke: den ‘døbte’ dem i de hellige dage efter fødslen og placerede dem ved siden af bønnen for moderen.
Ofte stillede spørgsmål
Udføres ritualet stadig i dag? Ja — diskret i mange familier. Moderen dækker bordet, selv om hun siger ‘bare for syns skyld’. Formerne husker: og en traditions hukommelse er i sig selv en form for kontinuitet.
Kan jeg ‘ændre’ den skæbne, der er bestemt for mig? Traditionen siger, at skæbnebestemmelsen kan ‘formildes’ (med almisser, ved at overholde helligdagene), men ikke vendes om. Den kristne tro tilføjer: bøn ændrer selv skæbnen — ‘alt er muligt for den, der tror’.
