Programmet „Redderen” – eller, som du oftere vil støde på det, redderkomplekset – er et af de mest giftige programmer, vi har. Vi bærer det bevidst, men især ubevidst – og derfor er det svært at fange: Du tror, du hjælper, og opdager ikke, at du har lagt dit eget liv til side.
Det hele begynder som regel derhjemme. Barnet har en ubetinget kærlighed til sine forældre og prøver at redde mor og far. Ud fra det vælger det partnere, der ikke passer til det, og træffer forkerte beslutninger i livet. Ud fra det, jeg har set hos de mennesker, jeg har arbejdet med, er det første trin også det sværeste: at holde op med at sætte dig selv i rollen som mors og fars redder. Heller ikke jeg har i et stykke tid prøvet at redde mine forældre, i hvert fald ikke bevidst. Men der dukker lag op, og lag, og lag.
Jeg mærkede i feltet, at emnet var modent, og lavede en live med mini-øvelser i familieopstilling, hvor jeg repræsenterede redderen i deltagerne. Herunder fortæller jeg dig, hvad der kom frem, og hvordan du bringer dig selv tilbage i balance.
Hvad er redderkomplekset
Redderen er det menneske, der altid sætter sig selv sidst for at hjælpe andre ud af deres problemer. Det ligner gavmildhed, men det er et program, der kører i baggrunden og koster dig enormt.
For at manifestere dit liv skal du først og fremmest være til stede i dit eget liv. Men hvis du render rundt og redder andre, er der ingen hjemme. Faktisk vil vi ofte redde andre, fordi vi gerne vil redde os selv.
I psykologien optræder redderen som en af de tre roller i den såkaldte dramatrekant (Karpmans trekant), sammen med offeret og forfølgeren. Om hvordan egoet holder os fast i den trekant, har jeg skrevet i artiklen om hvad egoet er, og hvordan du opløser det i kærlighed.
Sådan arbejdede vi i live’en: mini-opstillingsøvelsen
Øvelsen er enkel. Deltageren beder mig: „Cristina, kan du repræsentere redderen i mig?” Jeg går ind i repræsentationen og siger, hvad jeg mærker. Når redderen ikke vil vise sig, ændrer vi spørgsmålet: „Cristina, kan du repræsentere en ubevidst manifestation af redderen i mig?” Derefter kan vi også bede om den del, der hjælper: „Kan du repræsentere den del af mig, der kunne hjælpe mig ud af det her?”
Feltet ved generelt bedre end os, hvad der skal ses. Men tag ikke en repræsentation som en absolut sandhed: Hvis den ikke rammer dig, så tag den ikke for gode varer, men lad den sætte tanker i gang.
Sådan ser redderen i os ud: tegnene fra repræsentationerne
Hos mange ville redderen slet ikke vise sig – et tegn på, at programmet ikke er bearbejdet og ligger dybt i det ubevidste. Der, hvor den kom frem, havde den flere former.
1. „Jeg gør alt i forhold” og selvsabotage
Hos en deltager var den ubevidste manifestation: „Jeg gør alt i forhold. Fordi jeg så gerne vil have, at det går godt, saboterer jeg mig selv.” Det er meget almindeligt: Redderen går som regel gennem en selvsabotage. Du gentager fejlen, retter den, gentager den igen: Det er den nedtrampede neurale sti.
Når hun spurgte sig selv „hvilket behov havde jeg?”, var svaret altid det samme – kærlighed – og det førte tilbage til barnet, til den kærlighed, hun ikke fik fra mor og far. Ubevidst elsker du i forholdet den anden mere end dig selv.
Det, jeg sagde til hende, siger jeg også til dig: Tag det fra den anden ende, tag det med kærlighed. Gør det til en prioritet at elske dig selv. Jeg ved, at det har mange niveauer, især hvis du har haft narcissistiske forældre. Hvis du genkender dig selv her, har jeg samlet den komplette frigørelse fra selvsabotage i syv bind.
2. At forlade sig selv
Hos en anden deltager blev jeg i repræsentationen meget kold. Jeg ville holdes om. Hendes redder sagde: „Jeg forlader mig selv, fordi jeg føler mig forladt.”
Fælden: Du forlader dig selv, for at de andre ikke skal forlade dig. Men det er præcis dér, de også ender.
Da jeg bad om den del, der kan få hende ud af det, kom hendes glade del frem, den med smilet. Hun havde begravet den et sted langt væk. Det er arbejdet: Find den del af dig og smil, hver dag en lille smule. I starten brænder det.
3. Når du tager alt det, der hører andre til, på dig
En deltager mærkede i repræsentationen, at hun havde taget alles byrder på sig. Hun var ved at afslutte et kapitel i sit liv og vidste endnu ikke, hvordan hun skulle begynde det næste.
Det, jeg sagde til hende: Først og fremmest har hun brug for energetiske udrensninger og for at holde op med at tage det på sig, der ikke er hendes. Den del, der hjalp hende ud, var den maskuline kraft i hende: Jeg vælger, jeg går, jeg handler. Overgangsperioder tager tid; lad være med at gruble for meget over dem. Hver har sine styrker: Hos én er det smilet, hos en anden handlingen.
4. Frysningen: når du ikke længere mærker noget
Hos en anden deltager viste redderen sig som frysning. Ikke tavshed, ikke „jeg sluger det og siger ingenting”, men en total tomhed: ingen tanker, ingen følelser. Flygt, kæmp eller frys – her var det frysningen, som en dissociation.
Dissociation er traume i højeste grad. Når du ikke mærker noget, er du som en halv robot: Du går fjernstyret gennem livet, intet påvirker dig, men levende er du heller ikke. Det er værre ikke at mærke noget end at græde hele dagen: Det betyder, at hjertet er lukket. Det første trin er at begynde at mærke igen.
Læg mærke til de øjeblikke, hvor du fryser. Hvis du genkender dig selv her, så arbejd også med en psykolog eller psykoterapeut – dissociation og traumer har brug for professionel støtte.
5. People pleasing: „jeg knokler mig halvt ihjel for andre”
Det er den klassiske form. En deltagers redder sagde: „Jeg knokler mig halvt ihjel for andre. Hvad kan jeg byde på? Hvad kan jeg hjælpe med?” Hun gik høflighedens vej, men nedenunder var der en tiggen om opmærksomhed, om ros, om kærlighed.
Spørgsmålet, der åbner det hele: Hvem anerkendte dig ikke, da du var lille?
Det er et meget udbredt program, fordi samfundet værdsætter det. Men det koster dig: Du slider dig op for at få kærlighed fra andre, når det energetisk er meget billigere at give dig den direkte selv.
Næste gang du gør noget godt, så spørg dig selv: Hvem gør jeg det egentlig for, og hvilket behov ligger bag? Ofte gør vi godt for at blive rost, for at blive set, for at blive kysset – ikke for det godes skyld. Det er ubevidste mekanismer af people pleasing. Delen om at sige „nej” har jeg arbejdet med for sig, i artiklen om sunde grænser, og hvordan du siger „nej” uden skyld.
Jeg vil have den komplette frigørelse på mor og far →
6. „Den søde”: identiteten bygget på gode gerninger
Den sidste repræsentation den aften: „Jeg er en sød en. Jeg gør gode gerninger og har bygget min identitet op omkring dem.”
Der er intet problem i at gøre godt. Men gør det fra et fyldt glas, ikke fra et tomt. Hvis du giver og står tilbage med et tomt glas, har du gjort den anden person til din Gud. Rækkefølgen er en anden: Gud, dig, derefter de andre.
Det er rigtigt, at for at modtage skal du give. I mine lives giver jeg af min tid, I giver også, og sådan vokser feltet – et „open source”-felt. Men når du giver fra et tomt glas, ødelægger du dig selv; mennesker med redderprogrammet er energetisk helt nede netop derfor. Og at prioritere dig selv betyder ikke, at du holder op med at gøre godt.
Sådan ser et menneske ud, der ikke er i redderen
Der var også mennesker i live’en, hvor redderen simpelthen ikke fandtes. „Jeg redder ingen. Jeg vælger mig selv.” Hos en deltager mærkede jeg en meget god balance: masser af kærlighed og livserfaring, hun forstår mennesker, men kaster sig ikke ud i at redde dem. Til dem, der ikke kan forestille sig livet uden at redde andre: Man kan også leve anderledes.
Hvert menneske er voksent. Du kan observere uden at springe ind. Dem, der spiller offer, tigger hos andre – du har ingen grund til at gå ind i redderen.
Pas også på den anden yderlighed
Egoisme er heller ikke godt. Hvis du går over i „først mig, og de andre må passe sig selv”, kommer det før eller siden tilbage til dig, fordi de gode mennesker trækker sig væk. Nogle gange ender den, der har reddet alle, med at træde hen over andre – det er stadig traume. Enten er du til højre, eller også er du til venstre. Pointen er at være i midten. Og foragt for redderen er heller ikke balance – det er den omvendte energi.
Sådan kommer du ud af redderprogrammet
Ud fra det, der kom frem i live’en:
- Observer dig selv. Når du gør noget for en anden, så spørg dig selv: Hvem gør jeg det for, og hvilket behov ligger bag?
- Gå ned til barnet. Som regel er behovet kærlighed, og manglen på den kommer fra mor og far. Dér er roden.
- Gør det til en prioritet at elske dig selv. Tag din kærlighed direkte fra dig selv, ikke gennem det, du gør for andre.
- Hold op med at forlade dig selv for ikke at blive forladt. Find den del af dig, der hjælper dig – smilet, glæden, kraften til at handle – og bring den frem i lyset.
- Hold op med at tage det på dig, der ikke er dit. Lav energetiske udrensninger.
- Giv fra et fyldt glas. Respekter rækkefølgen: Gud, dig, dine børn, de andre. Gør ingen til din Gud, ikke engang dine børn.
- Vær tålmodig med dig selv. Den gamle vej er nedtrampet. Du gentager den, til du lærer det, en lille smule hver dag.
En live hjælper dig med at stille dig selv spørgsmål og viser dig eksempler, men den erstatter hverken individuelt arbejde eller lægen. Hvis du går gennem depression eller panikanfald, så gå til lægen, en psykiater eller psykoterapeut. For dybere arbejde med forældrelinjen, også med repræsentationer, kan du komme til en individuel session eller i den ugentlige gruppe.
Jeg vil med i den ugentlige gruppe med opstillinger og frigørelse →
Lav øvelsen sammen med mig
Hvis du vil se repræsentationerne fra den aften, så start live’en herunder. Måske genkender du dig selv i en af formerne.
For roden i barndommen finder du det dybeste arbejde i videokurset Heling af det indre barn, med meditationer og øvelser.
Ofte stillede spørgsmål om redderkomplekset
Hvad er redderkomplekset?
Et program, som regel ubevidst, hvor du sætter dig selv sidst for at redde andre. Det starter i barndommen, i ønsket om at redde din mor og far, og gentager sig i forhold.
Hvordan finder jeg ud af, om jeg har redderkomplekset?
Du gør alt i forhold og saboterer dig selv, du forlader dig selv for ikke at blive forladt, du tager alles byrder på dig, du knokler dig halvt ihjel for at blive rost (people pleasing), eller du giver, til du er tom.
Er det forkert at hjælpe og gøre godt?
Nej. Problemet opstår, når du giver fra et tomt glas eller gør godt for at blive rost. Gør godt ud fra dit overskud og respekter rækkefølgen: Gud, dig, de andre.
Er det modsatte af redderen egoisme?
Det er ikke løsningen: De gode mennesker trækker sig væk, og det kommer tilbage til dig. Vejen ud er balancen – du sætter dig selv først uden at træde på andre.
Kan jeg komme ud af redderprogrammet på egen hånd?
Du kan begynde selv: Observer dig selv, spørg dig selv, hvilket behov der ligger bag, og tag din kærlighed direkte. Programmet har mange lag; ved tunge traumer, depression eller angst så gå til en psykolog, psykoterapeut eller læge.
Du er ikke kommet til verden for at redde alle. Du er kommet for at leve dit eget liv. Vær hjemme i det. Kram, og jeg venter på dig til næste live.
Redderrollen i familien: du behøver ikke bære det hele alene
Spørgsmålet om redderen dukker også op, når jeg taler om familien. I den live, der handler om slægtens karma, ved 1:14, opfordrer jeg deltagerne til ikke at gå ind i rollen som redder for hele slægten. Jeg vil ikke have, at den spirituelle refleksion bliver til endnu en forpligtelse til at reparere alles liv.
Du kan holde af mennesker, og du kan vælge at hjælpe dem. Det bliver svært, når du ender med at indrette hver eneste beslutning efter opgaven med at få de andre til at have det godt, forhindre enhver skuffelse eller løse det, som kun de selv kan vælge.
Hvad jeg ser i samtalen om forældrene
I en anden live, om forholdet til mor og til forældrene, fra 2:07, taler jeg om forsøget på at redde forældrene og om at gentage bestemte mønstre. Det er den fortolkning, jeg bruger i den sammenhæng. Det betyder ikke, at enhver vanskelighed i et voksent menneskes liv har én eneste forklaring.
Du kan dog stille dig selv et spørgsmål om nuet: Når jeg vælger noget for mig selv, stopper jeg så, fordi jeg ikke vil skuffe nogen? Se på én situation, ikke på hele familiens historie. Måske er det en plan, der hele tiden bliver lavet om, en udgift, du har haft af dårlig samvittighed, eller en samtale, hvor du ikke længere siger, hvad du foretrækker.
En øvelse: hvad jeg tilbyder, og hvad jeg ikke kan bestemme
Skriv på et stykke papir, hvilken hjælp du realistisk kan tilbyde. Ved siden af noterer du, hvad der forbliver den andens valg. Du kan tilbyde tid til en samtale; du kan ikke garantere, at personen vil være enig med dig. Du kan dele en information; du kan ikke træffe hver beslutning i den andens sted.
Vælg derefter en grænse, der beskriver, hvad du selv vil gøre. „Jeg kan snakke indtil klokken syv” er tydeligere end et løfte uden ende. „Jeg kan hjælpe med dette trin” lader dig se, hvor dit bidrag begynder, og hvor det slutter. Du behøver ikke bevise, at den anden tager fejl, for at kende din egen tilgængelighed.
Hvad der sker med skyldfølelsen
At du føler skyld, fortæller dig ikke i sig selv, hvilket valg du skal træffe. Du kan anerkende følelsen og samtidig tjekke, hvad du har lovet, hvilke ressourcer du har, og hvilket ansvar der faktisk er dit. En samtale med en person, du har tillid til, kan hjælpe, når du ikke længere kan se disse forskelle.
Afslut øvelsen med et valg for dig selv: en præference, du siger højt, tid, du reserverer til en aktivitet, eller en forpligtelse, du kun påtager dig inden for klare grænser. Du behøver ikke straks at kompensere for dette valg med endnu en tjeneste.
Betyder det at komme ud af redderrollen, at du holder op med at hjælpe?
Nej. Du kan bevare omsorgen og give slip på løftet om, at du vil løse det hele. Læs videre om forholdet til mor, personlige grænser og selvsabotage.
